Våt redningsaksjon og snegleassosiasjon

Etter en ukes reise på barnommens stier og hjemlige fylke Møre og Romsdag er det alltid spennende å vende hjem til hagen. Verdens beste nabo har passet katten, og vestlandsværet har passet på å vanne hagen. Rikelig. I mengder. Overvettes mye. På tide å gjøre det jeg har tenkt på lenge, løfte opp den bugnende rosehekken som har bøyd seg lenger og lenger ned i gresset. Roser skal ikke lide dobbel drukningsdød både fra himmel og jord.Verdens beste mann snekret stativ og jeg løp hekken til unnsetning. Se så glad den ble. 

Og for en åpenbaring av roser på roser. Det er en gammel prestegårdsrose som jeg fikk et skudd av fra en tidligere nabo, tror det er tre år siden nå. Mens jeg stod der og løftet opp de lykkelige rosene så jeg sneglene krype rundt og meske seg med det de fant. Jeg hadde tatt med meg et spett i samme rennet og satte i gang med henrettelser på skikkelig middelaldervis. Jeg spidda dem med spettet. Så rå og brutal kan man også være, i det andre øyeblikket. Men jeg har filosofert litt over dette med brunsnegler. Jeg syns ikke de har livets rett. Det er litt som med blindtarmen hos oss mennesker. Verden trenger den ikke.... 

Og da jeg stod der med festglade roser i hendene og snegler som var spiddet med spettet kom jeg til å tenke på eventyret Sneglen og rosehekken av H.C. Andersen. Les det selv, kansje du kommer nærmere sneglens tankegang da....som du kan lese dersom du trykker deg inn..

Og det kom 2mm nedbør i løpet av tiden jeg gjennomførte min redningsaksjon- og massakre...

Her en liten smakebit fra eventyret Sneglen og rosebusken:
"Rundt om Haven var et Gjerde af Nøddebuske, og udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv 
   "Vent til min Tid kommer!" sagde den, "jeg skal udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Mælk, som Køer og Faar!" 
   "Jeg venter grumme Meget af den!" sagde Rosenhækken. "Tør jeg spørge, naar kommer det?" 
   "Jeg giver mig Tid!" sagde Sneglen. "De har nu saa megen Hastværk! det spænder ikke Forventningerne!" 
   Næste Aar laae Sneglen omtrent paa samme Sted i Solskinnet under Rosentræet, der satte Knop og udfoldede Roser, altid friske, altid nye. Og Sneglen krøb halv frem, strakte ud Følehornene, og tog dem til sig igjen. "